Marsilius af Padua ... skriver i sit værk Defensor Pacis fra 1336 at begrebet rige (regnum) har flere betydninger, hvorefter han opregner fire af dem. Den første betydning af et rige er et territorium som indeholder flere byer og provinser underlagt én hersker. Den anden definerer han med Aristoteles og Thomas Aquinas som tempereret monarki (monarchiam temperatam), det vil sige en regering som accepteres af befolkningen. Den tredje betydning er ifølge Marselius (sic!) den mest almindelige. Det er en kombination af de to første definitioner; altså flere byer og provinser samt indbyggerne i disse, som villigt lader sig beherske af én regent. Bartolus af Saxoferrato opstillede en række forudsætninger for, at man kan tale om en suveræn magt, som kan sammanfattes i fire kriterier: For det første ret og evne til at tage besluting om krig og fred, for det andet ret og evne til at opkræve skat, for det tredje ret og evne til at lovgive og endelig for det fjerde ret og evne til udøvelse af kriminal- og civilretlig myndighed.
I venten på at noterne 6 og 7 skal bli synlige, vover jeg mig allerede til at sige at Marsilius ikke ger to eller tre kriterier på ét begreb, uden to eller tre begreb om ét ord. Han siger simpelthen at regnum betyder 1) rige eller 2) monarchie eller 3) kongerige d v s monarchiskt styrt rige. Hvis han gaf en fjerde definition, så er den ikke med i dr.phil. Nils Hybels referat.*
Den første bemærkelse var Romerriget et rige fra de Puniske Krigenes tid. I den anden betydning var Rom och sednere Romerriget en monarchie i to omganger: fra Romulus til Tarquinius den Hoffærdige og fra Julius Cæsar til 1917 / 1918 (hvad enten man nu regner Tsar Nikolaj II eller Kaiser Karl I som sidste Romerske Kejsere). Og i hin anden omgang var Romerriget "regnum" i både betydelser.
Bartolus gir deremod meget riktig criterier, d v s indholdet i stadsmagten, hvad enten den nu er mere local eller mere overregional, hvad enten den er monarchisk eller polyarchisk, d v s aristocratisk eller democratisk. Eller for den del, delet mellem de to.
Og her er magtdelningen mellem konge og stormænd noget Nils Hybel tar som indtægt før at frakænde kongen magt selvfølgelig ikke andet end en opdelning af den suveræne magt mellem konge og stormænd, d v s helt i linje med "monarchiam temperatam". Man adlyder som stormand ikke kongen fordi man er absolut nødt dertil (som en tyrkisk general Kara Mustafa, der får et silkessnor at strybe sig i, når han ikke klarer opgaven at intage Wien), uden fordi man vil og synes kongen har tilstrækkelig meget store sjanser for at ha ret for at det skal vare rimeligt at adlyde ham i hin bestemte sag.
I anden afdelning vil Hybel blande sammen skat og rente. Men at kræve et opbåd i krig fra én stormand der har en vis se'lvstendighed er en form af beskatning. Dog må jeg indrømme at mordet på en fyrste der opkræver skat er mere anarchie end monarchie. Men hvis lovgivning var kongens enesag (som under Louis XIV) eller skete sammen med stormænd eller endogså sednere parlament (som under Gustaf II Adolf i Sverrig, eller første perioden af Gustaf III's regering), så var den alligevel et indhold i suveræniteten.
Hvis Nils Hybel nu virkeligen vil controllere på enhver af de sex puncter hvad der var kongens magt og ingen andens, ja det står ham naturligtvis frit, men er måske ikke riktigt ens med de misselalderlige criterier. Netop fordi han misopfatter hvad criterierne drejer sig om.
Fodnoterne er kommet op nu. Nej, jeg får ikke directe citater fra enten Marsilius eller Bartolus. Men hvad Nils Hubel selv sagt virker på mig som at han gjort en methodologisk fejl, uansedt hans facta om Danmark er riktige eller ikke. Jeg har ingen alvorlig grund at betvivle det, egentlig. Men selv hvis en periode ikke hele det sednere Danmark var et virkelig rige, så var der dele af det der så var. Og vedrørende hvor Knud den Hellige samlede sine mænd, var det måske simpelthen en spørgsmål om hvorhen han befandt sig eller hvorhen han rejnede få de fleste krigsmænd på hurtigste måde. Hvis jeg ikke husker Saxo helt forkert hafde kongerne problemer hvorhen han end befandt sig med de andre egner. Det har Nils Hybel ret i.
Hans-Georg Lundahl
Médiatèque des Halles
Sankt Matthäus Dag
21-IX-2012
*Artikeln er med i nummer 2 / 2012 af Tidskrift for Historie 1066:
http://issuu.com/1066_tidsskrift_for_historie/docs/1066_-_tidsskrift_for_historie___2__2012?mode=window&backgroundColor#222222
No comments:
Post a Comment